Pelspleje

Pelsen er afhængig af arv, kost og pelspleje

Det er ikke svært at holde en coton-pels, og selvom nedenstående råd omkring pelspleje måske ser lidt uoverskueligt ud, så handler det mest om at komme godt i gang og få den viden og de redskaber, der skal til for at holde pelsen fin og først og fremmet uden filter.
 

Cotonpelse er forskellige, det er helt normalt, og derfor er det også forskelligt, hvad en pels kræver af pleje.


Så når man får sin første coton, er det vigtig, man bruger sin opdrætter, som jo kender hunden og forældredyrerne, for at få gode råd og vejledning omkring pelsplejen.

Nederst på siden er der henvisninger til to bøger, hvor pelsplejen er nøje beskrevet med både tekst og billeder.

 

En velplejet cotonpels er fantastisk - kort eller lang - og en fornøjelse at kigge på og røre ved!

 

Cotoner fælder ikke
Men de skifter deres pels lige som mennesker skifter hårpragten, - altså jævnt hen over året. Derfor skal pelsen jævnligt børstes, frisers og bades, så de løse hår kommer ud af pelsen.

Hvis de ikke fjernes, er de med til at danne filt i pelsen.

Det er derfor en hund der er i pelsskifte fra hvalp til voksenpels filter væsentlig mere.

 

Tidsforbrug
Bad ca. 1½ -3 timer inkl. føntørring
Daglig børstning 10 – 15 minutter af især ben, poter, øjne og skæg.
Ugentlig børstning 1 – 3 timer alt efter pelskondition.

 

Det er en skrøne, man ikke må vaske en hundepels ofte
Man kan vaske sin hund to til tre gange i ugen om nødvendigt, hvis ellers shampoo og balsam er milde og beregnet til hunde, men det er sjældent, det er nødvendigt med så hyppig vask.

Det er kun hunde, som lever ude i det fri døgnet rundt, man skal være varsomme med at vaske for ofte.

 

En coton-pels SKAL passes for den kan holde sig pæn og uden filter, - også hvis den klippes i ”hvalpe-klip” også kaldet ”bamseklip”.


En voksen cotonpels uden nævneværdige problemer skal vaskes ca. hver 2. – 6. uge alt efter pelstype og livsforhold.

 

Børst aldrig i tør pels:
Når man børster/reder pelsen (altså uden vask), så gør det aldrig i en tør pels. Brug lidt udredningsspray, så der er mindre ”modstand” i pelsen, ellers rives eller knækker hårene af, og det vil med tiden få pelsen til at filtre mere og se for 'pjusket' ud.

Det er vigtigt at nå helt ned til huden, når man børster og reder, så alle knuder og filt vikles ud.


Læg hunden på siden og start nedefra ved benene.


Red pelsen i etager – lag for lag – på den måde når man igennem hele pelsen og overser ingen filter-knuder - heller ikke helt inde ved huden/bunden.

 

Altid føntørring
Efterlad ALDRIG pelsen våd efter et bad for at lade hunden lufttørre, det vil især en lang pels filtre forfærdeligt af, og hunden, der ikke har underuld, vil blive meget afkølet – især i vinterhalvåret.


Pelsen skal føntørres tør og glat (med kølig luftstrøm – som en sommerbrise) på den måde holder den sig længst fin og uden filter.

 

Den lille hvalp og pelspleje
En lille hvalps pels er ikke krævende, men mens den er lille, gør man sig selv og den en KÆMPE tjeneste ved at børste den dagligt bare få minutter, – også selvom pelsen stadig er så kort, at det egentlig ikke er nødvendigt.

På den måde vænner hunden sig til det uden tvang, den skal helst kunne lide det, eller i det mindste forholde sig neutralt til det.

Men det er rigtig hyggeligt samvær, og hunden vil med tiden nyde sådan en nussestund, hvis dens ejer også hygger sig.


Mens hvalpen vænnes til plejen, skal man huske at standse, ”mens legen er god”, så hunden hele tiden forbinder pelsplejen med noget hyggeligt.


Det er en god ide med masser af godbidder af den bedste slags som belønning.

Når hunden er mellem 7 mdr. – 1 ½ år er pelsen mere krævende, da den går fra hvalpepels til voksenpels. Tidspunktet er lidt forskelligt fra hund til hund. Her vil der opstå flere filterknuder, og pelsen skal plejes oftere.

Pels under trædepuder og kønsorganer
Klip jævnligt hår under trædepuderne – hvis det er for langt samler det en masse skidt, som kan lave pelsknuder, der er ubehagelige at gå på for hunden. Klip også pelsen af omkring kønsdelene, det er hygiejnisk. Hanhunde fra penis og op til navlen kan man fint klippe pelsen ned i ca. 1 ca. længde. (ikke længere ned, da hunden så vil begynde at slikke sig, og evt. få infektion i huden/kønsorganerne).

 

Ferie og pelspleje
Mange cotonpelse i lang udgave kan ”holde” sig i ca. en uge uden pelspleje, hvis der går længere tid, vil man for det meste møde store pelsproblemer.
Tjek af den der passer hunden, også kan passe pelsen.

 

VIGTIGT – brug hundefrisøren
Hvis pelsplejen viser sig at være en ”plage” for ejeren, så er det også for hunden.
Hvis tiden heller ikke er til pelspleje, så opsøg hundefrisøren TIDLIGT, når hvalpen er 4 – 5 måneder. Så får den prøvet en vask og føn i fremmede omgivelser, og det vil være guld værd, når den skal klippes et par månder senere.

 

En coton skal klippes tre til seks gange årligt, og skal i de mellemliggende perioder stadig vaskes og passes, da en kort pels også kan filtre.


Det tager mellem 1 – 1½ år for en helt nedklippet pels at vokse ud i fuld længde igen.

Det koster typisk ml. 600 – 1.200 kr. (2023-priser) for udredning, klip og vask af en cotonpels, alt efter hvor meget arbejde der er med pelsen, og hvor i landet man bor.

 

Men husk: En hundefrisør har ingen mirakelkur til filtret pels, Det er lige så tidskrævende for vedkommende, som for ejeren selv at få en filtret pels pæn igen.


Derfor ”nægter” nogle hundefrisører af hensyn til hundens ve og vel at bruge mere end 2 – 3 timer på en udredning.

 

Der er ofte LANG ventetid hos de gode hundefrisører, så tag kontakt tidligt.
BLIV altid hos hunden de første gange, det vil gøre den tryg i fremtiden!

 

Det er ingen skam at få pelsen klippet, men det er en dødssynd at have en hund, der er så filteret, at huden ikke kan ånde, og hunden ikke bevæge sig frit!

 

Lang pel til udstilling
Hvis hunden skal på udstilling er det vigtigt at pelsen er plejet, ikke klippet og helt nyvasket. Hunden skal fremstå naturlig.


Kontakt din opdrætter, hvis du gerne vil udstille. Vedkommende vil helt sikkert hjælpe dig, så det bliver en fornøjelse at udstille hunden.

 

Klør
Klør skal også jævnligt klippes, også det skal den lille hund vænne sig til. Få eventuelt dyrlægen til at gøre det de første gange.

Cotoners klør er ofte hvide, og man kan derfor se blodårerne, og dermed kan undgå at klippe kløerne, så det bløder. Hav et 'klip-stop-pulver' stående, hvis uheldet er ude, så kan man standse blødningen med det samme med dette pulver.

 

Øjne
Nogle cotoner har tendens til lidt løbe-øjne. Det er vigtigt at dette ”øjensnuller” fjernes hver dag, da det laver brune rander i den hvide pels, og kan sætte ”kager” i pelsen.
Man kan holde meget nede ved 1 - 2 x dagligt at ”tørre” omgivelserne med lidt kartoffelmel eller tilsvarende pulver.


Når området holdes tørt, vil det blive mindre misfarvet.

 

Hvis det bliver slemt, lad evt. dyrlægen tjekke om der er hår/betændelse i øjnene. Det kan også være tilstoppede tårekanaler, som skal skylles igennem. 

 

Tænder
Hunde danner plak og tandsten som vi mennesker. Man kan vælge at holde det nede ved at børste hundens tænder og ved at give dem ben at gnave i.


Man skal huske at bruge en tandpasta til hunde, mennesketandpasta dur ikke pga. fluor som hunde IKKE tåler.

Jo oftere og jo mere regelmæssigt man børster, jo mindre plak og tandsten på tænderne.
Hvis man ikke børster tænderne, eller ikke gør det særlig ofte, skal man regne med tandrensninger i fuld narkose fra hunden er ca. 2 - 3 år.


Prislejet svinger fra dyrlæge til dyrlæge, men ligger på ca. 1.500 – 3.000 kr. (2023-priser) pr. gang.

Det gøres en gang årligt eller hvert andet år, så er der chance for tænderne kan holdes nogenlunde sygdomsfrie.

 

Redskaber:

  • En svinehårsbørste – bruges under føntørring samt til at fjerne løse hår med.
  • En stål- eller træbørste – en til kroppen og en mindre til indersiden af ben
  • Stål kamme i to størrelser – en til kroppen og en mindre til skæg og ben, de må ikke gør pelsen elektrisk
  • En ”luse-kam” helt tætsiddende tænder til øjenomgivelser
  • En blød karte – må udelukkende brugs til genstridige filter på fx ben, – hvis man bruger en karte i hele pelsen, vil pelsen i løbet af meget kort tid blive fuldstændig ødelagt
  • En skarp potesaks
  • Udredningsspray
  • Shampoo-balsam beregnet til langhårsracer
  • En god og kraftig føntørrer

Bøger om Pelspleje
Der er skrevet en bog om pelspleje af Coton de Tulear, den er udkommet på både dansk og engelsk.

Det er Brigitte Jespersens og Helle Sydendals: ”Pelspleje og pasning af Coton de Tulear” – en rigtig god introduktion til alt om pelsplejen hos racen med masser af illustrative billeder og anvisninger.

Bogen om Coton de Tulear” af Christina Bæk Møller er der også et fint afsnit om pelspleje med både tekst og billeder.

dkk fci agria drclauders